Solskins-Historier
Solskinnet ønsker at fortælle om livets varme og lys. Vinden farer vildt af sted og vil afbryde fortællingen med sine kolde stød og mørke skyer. Alligevel formår solstrålerne at finde vej til stuen og verden, så de levende væsner modtager historien om den evige varme.
Kampen står mellem lysets milde, livgivende fortælling og vindens kaotiske, kuldslående forstyrrelse. Varmen skal bevises over for det kolde mørke, så den modtagelige stue kan finde ro.
En kold susen høres i det fjerne, og himlen bliver grå.
Den vilde Vinden farer hen over jorden i sin position som Forstyrrende. Den trækker en tung Sky for solen for at standse solens Belysning. Vinden raser gennem sprækkerne og forsøger at afbryde solskinnets Fortælling, så kulden kan tage magten i Verden.
Grenene ruskes voldsomt, og skyerne farer hen over himlen som mørke kæmper. Vinden piber skingert og koldt, mens lyset svinder ind til en bleg stribe. Stuen ryster under de voldsomme stød, og alt bliver råt og mørkt.
Kampen mellem den rå, kolde kraft og det fine, tålmodige lys, der forsøger at holde fast under Varme.
Stormen lægger sig en smule, og en enkelt stråle rammer stueruden.
Inde i den lune Stuen lykkes det for Solskin at gennemføre sin plan om Fortælling. I sin position som Modtagelig tager stuen imod de milde Solstråler, som fuldfører den trøstende Fortælling. Varmens budskab slår rod i sindet og overvinder vindens kolde afbrydelse under den fælles tone af Varme.
En smal, gylden stribe lys rammer det gamle bord i stuen. Den varme glød får uret til at tikke roligt, og luften fyldes med en intim fred. Vinden piber stadig udenfor, men dens magt er brudt inden døre, hvor historien lever videre i det stille lys.
Den dybe forløsning, når lysets beretning vinder over kulden og efterlader en urokkelig ro under Varme.
Solen stiger højt på himlen, og den første stråle bryder igennem.
I den store Verden indleder Solskin sin plan for Spredning i sin position som Fortællende. De gyldne Solstråler kastes ned gennem den friske luft og sætter gang i en munter Belysning. Det varme lys rammer den kolde jord og vækker naturen til live under den milde stemning af Varme.
Lysglimtene breder sig over markerne som flydende guld. Støvet i luften glimter svagt, og alt det mørke viger tilbage for de fine, varme stråler. Solen står som en stor, lysende moder over landskabet, og en sagte hvisken breder sig.
Forventningen om, hvorvidt det fine lys kan nå helt ind i krogene, før skyerne dækker for himlen under Varme.
En dyb, inderlig og næsten hviskende klang af ro. Det er varmen fra en kakkelovn blandet med solens milde stråler på en stille sommerdag. Tonen er fuld af trøst og fortrolighed, som en moder, der taler til sit barn.
En melankolsk bevidsthed om stormens råstyrke og kuldens konstante trussel. Under den milde sang ligger en viden om, at lyset er flygtigt, og at skyerne hurtigt kan dække for det hele.
Det sårbare punkt, hvor lyset næsten slukkes af den kolde vind, og fortællingen truer med at forsvinde helt i mørket.
En blivende følelse af fred og tro på, at varmen altid vil vende tilbage, selv efter den mørkeste storm.
En mild, gylden glans, der breder sig over landskabet og maler alt i varme farver.
Den sender sine solstråler ud for at oplyse krogene og fortælle historier til den modtagelige stue.
En frygt for, at mørket og skyerne skal dække helt for dens ord og lade kulden sejre.
Den sitrer svagt i luften og får støvkornene til at danse som små guldstykker.
En usynlig, susende hvirvel, der rusker i grenene og jager med de mørke skyer.
Den afbryder solskinnet med sine vilde stød og forsøger at slukke for varmen.
En dyb ensomhed og vrede over, at ingen kan holde om den eller høre dens egne ord uden frygt.
Den piber koldt i nøglehullet og klaprer med de løse vinduesrammer.
En hyggelig stue med bløde stole, et gammelt ur og støvkorn, der svæver roligt i luften.
Den modtagelige atmosfære, der venter på at blive opvarmet af historierne.
En beskyttet krog, hvor solstrålens fortælling kan høres uforstyrret af den vilde verden udenfor.
Fuldkommen isolation fra stormen, da vinden altid piber i sprækkerne.
En uendelig horisont med marker, skove og skyer, der skifter farve alt efter vejret.
Både solstrålen og den tunge sky, som farer hen over landskabet.
Plads til vindens vilde leg og solens store, livgivende belysning.
Enighed og ro, da naturens kræfter altid er i bevægelse og forandring.
Verden, hvor den driver af sted under himmelhvælvingen.
Den fysiske barriere, der dæmper solens stråler og spreder gråvejr og kulde.
En tung, grå masse, der tårner sig op og varsler regn og storm.
Hvirvlet op af vinden for at dække for solskinnet, men opløst igen, når varmen bryder igennem.
Verden, hvor den trænger igennem skyerne og oplyser krogene.
Det lysende bånd, der forbinder solskinnets stemme med den modtagelige stue.
En glitrende stribe af guld, der danser på væggen og gør mørket lyst.
Sendt af solskinnet for at varme verden, afbrudt af vinden, men altid tilbagevendende til stuen.
Et voldsomt temperament, en kold ånde og evnen til at hvirvle støv og skyer op.
Pust til historierne, spred kulde og afbryd enhver mild tale med dit stærke sus.
Evnen til at dvæle ved et øjeblik og føle varmens milde berøring.
Trangen til at bevise sin egen voldsomme magt og ruske op i det stillestående.
En utrættelig stemme, et lyst sind og en tro på, at sandheden findes i de små, oplyste detaljer.
Beret om varmens velsignelser, nå ind i enhver mørk stue og giv håb til de modløse.
Evnen til at tie stille og lade mørket råde uforstyrret.
Trangen til at dele glæden og gøre alt levende opmærksomt på lysets nærvær.
En stille tålmodighed, en længsel efter lys og en evne til at gemme på historierne.
Tag imod solstrålerne, lad varmen trænge ind og bevar mindet om lyset, selv når vinden suser.
Modstanden mod kulden, hvis ikke lyset forbliver til stede for at nære håbet.
Trangen til at finde trøst og lade sig opvarme af de gyldne historier.
Solskinnets utrættelige trang til at skinne og sende sine stråler mod jorden.
Fra det dunkle og grå mod det klare, gyldne og livgivende.
Solstrålerne, der bryder igennem skyerne og rammer stueruden med deres varme.
Alt det skjulte træder frem i lyset, og stuen fyldes med en rolig og tryg atmosfære.
Solskinnets ønske om at trøste og glæde alt levende med historier om himlen.
Fra den talendes hjerte til den lyttendes modtagelige sind.
Sprogets fine nuancer, den intime tone og den glødende inderlighed, der trodser vindens susen.
En indre varme, der bliver hængende i sindet længe efter, at lyset er dæmpet.
At fastholde ordene og lade historien om varmen flyde trods vindens evige afbrydelser.
Tal med mild røst, lad ikke stormen overdøve ordene, og giv aldrig op over for kulden.
Gennemført ved at sende fine lysglimt ind i stuen, hver gang vinden holder en kort pause.
At bryde igennem skyerne og oplyse ethvert hjørne af verden.
Spred strålerne ud til alle sider, overvind skyerne, og varm den kolde jord op.
Gennemført ved at lade lyset strømme ned fra himlen og brede sig over marker og stuer.
Includes the play configuration and all staged elements.