Hvem var den Lykkeligste?.

Cue

En sorgfuld moder plukker en halvudsprungen rose fra hækken og tager den med ind i gravkammeret.

Action

I det stille og mørke Gravkammeret lægger moderen med en Moderlig sorg den friske, halvudsprungne Rosen på sin afdøde datters bryst. Rosen har forladt havens varme Solskin og kølige Dug for at træde ind i sit endelige Livsforløb. Selvom det kolde rum dufter af aske og død, føler rosen en uendelig, ophøjet lykke ved at bringe trøst til den sørgende moder og ledsage den afdøde ind i det ukendte rige. Denne kærlighedens svanesang udspiller sig i den dybeste klang af Forgængelighed, hvor skønhed og død smelter sammen til en højere enhed.

Stage

Den hvide kiste står i centrum af det mørke Gravkammeret, svagt belyst af vokslys, mens den røde Rosen lyser op på den døde piges bryst.

Tension

Kontrasten mellem rosens friske liv og gravens uundgåelige mørke. Lykken opnås ikke i et langt liv i solen, men i det mest intime øjeblik af kærlighed og trøst midt under dødens forgængelighed.

Cue

En gammel lugekone går gennem haven og får øje på en fuldt udfoldet rose, der snart vil tabe sine blade.

Action

I Haven plukker den gamle lugekone en fuldt udfoldet Rosen fra Hæk. I stedet for at lade rosen visne under den kolde blæst efter at have modtaget sin Nærende energi, svøber hun den omsorgsfuldt i Avisen for at tage den med hjem. Rosen skal tørres og bruges som nyttigt potpourri. Denne skæbne bliver rosens Livsforløb, og den føler en rolig og tilfreds lykke ved at gøre gavn og bringe glæde i lugekonens fattige stue. Skæbnen udspiller sig under tonerne af Forgængelighed, hvor selv den mest beskedne hverdagsnytte beskyttes mod glemsel og tilintetgørelse.

Stage

Den gamle lugekone står bøjet over Hæk i Haven og folder forsigtigt den store, røde Rosen ind i den grå Avisen.

Tension

Modsætningen mellem den stolte pragt på hækken og den flittige, hverdagsagtige nytte i det skjulte. Rosen finder sin lykke i at tjene et praktisk formål frem for blot at visne ubrugt hen.

Cue

Morgensolen bryder frem over haven, og dugdråberne glitrer på rosenhækkens blade.

Action

I den solrige Haven udspiller der sig en livlig ordveksling. Både Solskin og Dug, som deler den Nærende position, hævder stolt at være ophav til og mødre for de smukke Rosen. De mener, det er deres lys, varme og væde under den Livsgivende proces, som skaber blomsternes pragt. Men rosenhækken Hæk protesterer fra sin Moderlig position; hun erklærer, at det er hende, der har båret og beskyttet knopperne mod stormen i overensstemmelse med sin plan for Omsorg. Striden vibrerer i den dybe klang af Forgængelighed, som minder dem alle om rosernes korte levetid og det uforudsigelige skæbnespil.

Stage

Hæk står solidt midt på scenen i Haven med sine grene strakt ud, mens lyset fra Solskin glimter i de våde dråber fra Dug, der hænger på de røde Rosen.

Tension

Konflikten mellem de ydre naturkræfter, der tilfører energi, og den fysiske moder, der bærer og beskytter afkommet. Hvem har den sande ret til at kalde roserne sine egne, når alt alligevel er forgængeligt?

Cue

Efter striden i haven hæver vinden sig som en usynlig kraft for at søge et svar på havens spørgsmål.

Action

Vinden indtager sin Undersøgende position for at udføre sit Opdrag. Han forlader Haven og stryger ud over hegn og hække for at følge de plukkede Rosen ud i den store verden. Gennem denne rejse iagttager vinden rosernes Livsforløb, lige fra de plukkes i kærlighed eller nytte, til de ender deres dage. I en stemning af Forgængelighed lytter han til menneskenes samtaler og måler blomsternes glæde mod deres uundgåelige visnen, for til sidst at bringe sandheden om rosernes lykke tilbage til Hæk og de andre.

Stage

En usynlig blæst hvirvler visne blade hen over scenegulvet, mens vinden bevæger sig hurtigt fra den lyse Haven mod de mørkere afkroge af verden.

Tension

Søgeren står over for den svære opgave at måle en uhåndgribelig følelse som lykke. Kan vinden finde en enkelt sandhed i en verden, hvor enhver rose plukkes og føres i hver sin retning?

Tenor

Forgængelighedens tone, blid, vemodig og uundgåelig. Klangfarven er præget af efterårets kommen og den stille visnen af havens smukkeste blomster. Det spilles i en dæmpet dur, der langsomt glider over i mol, for at vise, at al jordisk skønhed må forgå, men at denne forgængelighed netop giver hvert øjeblik dets dyrebare værdi. Der er en dyb ømhed for rosernes korte liv, en klang, der svøber døden og nytteværdien i den samme forklarede ro.

Undertow

Under forgængeligheden ligger en trøstende vished om livets evige kredsløb. Selvom den enkelte rose visner og dør, vender hendes blade tilbage to jorden, og hækken vil bære nye knopper næste sommer. Denne understrøm holder spillet fri for bitterhed; det er ikke en klagesang over døden, men en hyldest til den fuldendte skæbne, hvor intet liv er spildt, uanset om det ender i sorg eller nytte.

Nerve

Det, der rammes, er accepten af vores eget korte liv og søgningen efter lykken i det givne. Det taler til den dybe uro over at skulle miste det, vi elsker, og den svære kunst at give slip i rette tid. Spillet berører tilskuerens egen frygt for døden og forvandler den til en stille undren over, hvordan selv det mest forgængelige øjeblik kan rumme den højeste lykke.

Echo

Det, der klinger efter, er vindens hvisken gennem den tomme rosenhæk: en dyb, forsonende efterklang af fred. Tilskueren efterlades med en følelse af, at intet er tabt, og at kærlighed og nytte er to sider af det samme liv, som finder sin lykke i at have været til og have gjort en forskel, før bladene faldt.

Projection

De klare, kølige dråber, der glimter som tårer på rosernes kronblade i morgenstunden.

Action

Hun lægger sig blidt over roserne, fylder knopperne med livgivende væske og græder af medfølelse over deres korte levetid.

Shadow

Hendes flygtighed, da hun forsvinder ved solopgang og ikke kan beskytte roserne i den hede middagssol.

Tell

Hun perler lydløst på bladenes spids og glitrer i morgenlyset med en stille og kølig glans.

Projection

En tæt, grøn rosenhæk med skarpe torne, dækket af røde roser og spæde knopper, der står solidt i havens jord.

Action

Hun holder om roserne med sine grene, værner dem mod stormen med sine torne og afventer den Undersøgende vind, der skal dømme i striden.

Shadow

Hendes manglende evne til at bevæge sig, hvilket tvinger hende til at se sine børn blive plukket og ført bort uden at kunne gribe ind.

Tell

Hun svajer stolt i vinden, strækker sine torne ud til forsvar og lader sine grønne blade rasle med en dyb, moderlig stemme.

Projection

Det varme og strålende lys, der breder sig over rosenhækken og giver roserne deres farve og glans.

Action

Han kærtegner rosenhækken, sender sine stråler ned i knopperne og diskuterer ivrigt med duggen om, hvem der gør mest for rosernes lykke.

Shadow

His uundgåelige afhængighed af vejrets skiften og skyerne, som kan dække for hans magt og efterlade haven kold og mørk.

Tell

Han breder sine gyldne arme ud over haven og lader lyset danse på rosernes blade med et varmt smil.

Shown

Et dunkelt, køligt rum med stenvægge, hvor en hvid kiste står omgivet af tændte vokslys og dæmpet sorg.

Holds

Den afdøde datter i kisten, den plukkede Rosen på hendes bryst og den sørgende moder.

Offers

En evig fred, frihed for jordisk forgængelighed og en ramme om den absolutte, rene kærlighed.

Withheld

Livets varme solstråler, havens fuglesang og den hverdagsagtige bevægelse.

Shown

En frodig, solbeskinnet have omgivet af et lavt hegn, fuld af sommerens dufte og grønne planter.

Holds

Rosenhækken Hæk, de mange røde Rosen og den gamle lugekone.

Offers

Varme fra Solskin, kølig væde fra Dug og plads til at udfolde livets pragt.

Withheld

Sikkerhed mod efterårets kulde og menneskets plukkende hænder, som pludselig bryder freden.

Place

Først i lugekonens lomme i Haven, derefter i hendes beskedne stue som opbevaringssted for den tørrende rose.

Load bearing

Den repræsenterer den hverdagsagtige virkelighed og den flittige nytteværdi, der skærmer rosen mod øjeblikkelig tilintetgørelse.

Apparent

En foldet, trykt papiravis med tætte spalter, der dufter svagt af sværte og bærer den visnende rose indeni.

Yearbook

Brugt af lugekonen som et beskyttende hylster for den plukkede rose, hvilket forvandler den til et stykke nyttigt potpourri.

Place

Først i Haven, derefter enten i Gravkammeret ved den dødes bryst, eller gemt i Avisen hos lugekonen.

Load bearing

Den er det centrale symbol på forgængelig skønhed og lykkens mange ansigter i dens korte levetid.

Apparent

En smuk, rød rose, halvt udsprungen med dugdråber, eller fuldt udfoldet og på nippet til at tabe sine blade.

Yearbook

Plukket fra hækken til to vidt forskellige formål: som ledsager i døden eller som nytteblomst til potpourri.

Has

Fysisk tilknytning til afkommet, beskyttende torne, grene og en dyb følelse af stolthed over det frembragte liv.

Orders

Bær knopperne tæt til dit bryst, forsvar dem mod den kolde blæst og hævd din ret som their eneste sande moder.

Loses

Roserne, som uundgåeligt plukkes af fremmede hænder, hvilket efterlader moderen tom og afklædt, men stolt i sin sorg.

Drives

At give liv, beskytte og bevare slægtens skønhed i haven på trods af forgængelighedens magt.

Has

Lysstråler, dugdråber, varme og ren, kølig fugtighed, der vækker livets kræfter.

Orders

Lys over de spæde roser, giv dem farve og væde hver morgen, og beskyt dem mod tørke og visnen.

Loses

De dråber og stråler, som ofres til roserne, og som forsvinder ud i luften, når dagen hælder.

Drives

At nære, udfolde og forskønne det svage liv, så det kan nå sin fulde pragt.

Has

Bevægelighed, evnen til at krydse grænser, lytte til de dødeliges klager og se bag sløret af hverdagens travlhed.

Orders

Rejs ud over haven, følg rosernes vej til kisten og avisen, og find ud af, hvem af dem der var den lykkeligste.

Loses

Illusionsløsheden og den barnlige tro på en enkelt, absolut sandhed, da den ser, at lykken er mangfoldig og uforudsigelig.

Drives

At forstå, analysere og bringe sandheden tilbage til dem, der spørger, for at oplyse sindene.

Initiated by

Vindens undersøgende rejse, som følger de plukkede roser ud i verden for at iagttage deres endestation.

Direction

Bevægelsen fra den trygge rosenhæk ud til de forskellige menneskeskæbner, hvor roserne fuldendes og visner.

Lever

Skæbnens uforudsigelige spil og menneskenes valg, der fører den ene rose til graven og den anden til avisen.

Echo

Vindens endelige erkendelse af, at alle roser har udfyldt deres bestemmelse og fundet lykken på hver sin måde.

Initiated by

Solskin og Dug, som arbejder sammen om at vække haven hver morgen.

Direction

Bevægelsen fra den lukkede knop til den fuldt udfoldede rose, båret af varme og næring.

Lever

Det gensidige samspil mellem himlens kræfter og jordens modtagelighed, som lader livet spire.

Echo

Rosenhækkens rige blomstring og den berusende duft, som fylder hele haven med livskraft.

Direction

Hækken ønsker at holde roserne tæt til sig, skærme dem med sine torne og sikre, at de vokser op i tryghed og skønhed.

Orders

Hold fast om roserne med dine grene, stræk dine torne ud mod ubudne gæster og afvis solen og duggen som de primære mødre.

Implementation

Udføres i Haven på selve rosenhækken under den daglige vækst.

Targets

• [x] Give roserne et trygt voksested midt i den grønne have
• [x] Skærme de spæde knopper mod blæst og uvejr med sine beskyttende grene
• [x] Hævde sit ophav og sit moderskab over alle roserne i haven
• [x] Lade roserne udfolde sig i fuld pragt under sin moderlige omsorg

Direction

Vinden ønsker at spore de plukkede roser, observere deres endestationer og bringe en uvildig rapport tilbage til haven.

Orders

Flyv ud over havens hegn, følg rosernes spor til gravkammeret og lugekonens avis, og iagttag deres sidste stunder.

Implementation

Udføres som en undersøgelsesrejse fra Haven ud til Gravkammeret og andre steder i verden.

Targets

• [x] Forlade haven for at opsøge rosernes spor i den store verden
• [x] Observere rosen i gravkammeret ved den døde datters bryst
• [x] Følge den anden rose, som lugekonen svøber i sin avis
• [x] Vurdere lykken hos hver enkelt rose og afgive sin endelige rapport