Vænø og Glænø.

Cue

En tør og travl arbejdsdag ved kysten, hvor mange hænder arbejder under lavvandet.

Action

Mennesket fuldender sin dæmning og igangsætter en omfattende inddæmning for at tørlægge dele af havbunden og derved beskytte Glænø mod havets vilde kræfter.

Stage

Den tunge dæmning står færdig mellem kysten og øen, og sluserne lukkes.

Tension

Sejrsrusen over at have fængslet havet bag sten og ler, alt imens dønningerne på ydersiden minder om, at kampen aldrig helt slutter.

Cue

En stille og tåget aften over havbunden, hvor havfuglene skriger hæst over det lave vand.

Action

Historien om Vænø genkaldes; øen der sank og nu befinder sig i en sunken position. Gennem en voldsom opslugning tog havet alt, og kun et goldt sandrev vidner om dens tidligere liv.

Stage

Tågen ligger tæt over havbunden, og spillet slås an i tonarten af de utæmmelige naturkræfter.

Tension

Erindringen om den sunkne søster minder om landets skrøbelighed og varsler, at det næste offer snart kan trækkes ned i dybet.

Cue

En lys morgen på kysten, hvor tidevandet trækker sig tilbage og blotlægger det flade mudder.

Action

Mennesket, der indtager en omformende position, påbegynder sin forbindelse for at redde Glænø, som i sin truet position passivt planlægger sin forsvinding.

Stage

Mennesket står med sine tegninger ved kysten og måler afstanden over det lave vand.

Tension

Konflikten mellem menneskets stædige trodsighed og øens modløse accept af havets overmagt.

Cue

En stormfuld efterårsnat ved kysten, hvor bølgerne slår rasende mod lerklinten.

Action

Glænø, som befinder sig i en yderst truet position, mærker havets konstante gnaven og frygter en fuldstændig opslugning. Hun lader sit ler skride og overvejer sin forsvinding som den eneste udvej.

Stage

Lerklinterne ved kysten skrider synligt i det piskende regnvejr.

Tension

Frygten for den totale udslettelse overfor naturens vilde magt, der vil trække øen ned til hendes sunkne søster.

Tenor

Naturkræfternes vilde, ubøjelige og kolde klang. Det er lyden af den brusende østenvind og de tunge dønningers slag mod land. Elementerne kender ingen nåde; de tager land og liv uden vrede, men med en ubarmhjertig nødvendighed, som mennesket må bøje sig for eller stædigt kæmpe imod. Spillet slås an i en tone af storhed og melankoli, hvor bølgernes brus og vindens hylen minder om, at menneskets dæmninger kun er midlertidige skanser mod den evige havbund.

Undertow

Under storheden ligger en følelse af uundgåelig forsvinden og forgængelighed. Selvom mennesket bygger dæmninger og vinder land, er der en hvisken i sandet om, at havet altid har tiden på sin side. Denne understrøm holder håbet i skak og giver dæmningen en karakter af trodsigt overmod, der grænser til tragedie.

Nerve

Det, der rammes, er den dybe ærefrygt og frygt for elementernes storhed, som vi mærker, når stormen raser. Pulsen stiger, når bølgerne rejser sig og truer med at slette alt, hvad mennesket har bygget, og vi mærker vores egen lidenhed over for havets uendelige magt.

Echo

Tilbage står billedet af dæmningen mod horisonten, der står fast for nu, mens det sunkne Vænø hvisker under bølgerne. Det er eftersmagen af en uafgjort kamp mellem menneskets vilje og havets tålmodighed, hvor intet er evigt, og alt flyder.

Projection

En stejl og afgnavet klint af ler, der langsomt skrider i havet under stormene.

Action

Hun klamrer sig til sine sidste tønder land og kalder på menneskets hjælp mod det glubske hav.

Shadow

Frygten for at ende som sin sunkne søster og blive glemt under bølgerne.

Tell

Jordklumper, der falder i vandet med et tungt plask, hver gang en bølge slår mod klinten.

Projection

En vejrbidt ingeniør med målebånd og tegninger, eller en træt bonde med en spade i hånden.

Action

Han kaster sten og jord i vandet og bygger dæmninger for at tvinge bølgerne tilbage.

Shadow

Overmodet, der tror, at menneskeskabt grus og sten kan tæmme havets evige kræfter for evigt.

Tell

Det faste tag om spadens skaft og det stædige blik mod horisonten, selv når stormen raser.

Projection

Et gråt og øde sandrev, der kun lader sig ane ved lavvande, hvor fuglene raster.

Action

Den lader sine marker og skove ligge tavse under vandet og minder menneskene om havets magt.

Shadow

Erindringen om det, der gik tabt, som trækker de levende mod dybet med en stille sorg.

Tell

Vandet, der kruser sig over revet, som om den sunkne ø prøvede at ånde.

Shown

En kold og mudret flade af sand, tang og skaller, dækket af det grønne havvand.

Holds

Sandrev

Offers

Minder om den sunkne ø Vænø, der nu hviler i havets dybe glemsel.

Withheld

Det land, som havet har stjålet, og som det nægter at give tilbage uden kamp.

Shown

En stejl lerklint, der skrider ud i vandet, og det lave forland, der oversvømmes ved højvande.

Holds

Dæmning

Offers

En mulighed for mennesket til at bygge beskyttelse og holde havet på afstand.

Withheld

Det faste land, som Glænø desperat forsøger at bevare mod stormens angreb.

Place

Kysten

Load bearing

Den forbinder Glænø med fastlandet, skærmer kysten mod opslugning og gør det muligt at inddæmme havbunden.

Apparent

En lang, grå ryg af kampesten og pakket jord, der strækker sig gennem det lave vand.

Yearbook

Planlagt af mennesket, opført med hårdt arbejde under lavvande, og nu en fast skanse mod havets storme.

Place

Havbunden

Load bearing

Den minder sømænd og kystboere om Vænøs undergang og fungerer som havets advarsel mod landets skrøbelighed.

Apparent

Et langt, smalt sandrev, hvor bølgerne brydes i hvidt skum ved lavvande.

Yearbook

Vænøs marker og skove sank i havet og blev forvandlet til dette rev, som nu kun er hjemsted for havfugle.

Has

Redskaber, dæmninger, ingeniørkunst, og den stædige tro på menneskets overlegenhed.

Orders

Byg volde mod vandet, forbind øerne, og vind det tabte land tilbage fra havet.

Loses

Respekten for naturens oprindelige orden og den ydmyghed, der hører stormen til.

Drives

At beherske elementerne og skabe en fast, menneskeskabt grænse mod det vilde hav.

Has

Havets stilhed, erindringen om det tabte liv, og det sand, der langsomt dækker alt.

Orders

Lad bølgerne skylle hen over dig, og vidn om naturens ubarmhjertige overmagt.

Loses

Solen, de grønne træer, og menneskenes daglige færden.

Drives

At minde de overlevende om, at alt fast land engang kan blive havets bund igen.

Has

Klintens usikre ler, stormens piskende regn, og frygten for det næste skred.

Orders

Klamr dig til kysten, hold stand mod bølgerne, og råb efter beskyttelse.

Loses

Roen, det faste grundlag under fødderne, og troen på en sikker fremtid.

Drives

At overleve og undgå at blive opslugt af det umættelige hav.

Initiated by

Ejeren bygger en dæmning for at spærre for det lave vand.

Direction

Fra havets vilde bølger til det tørlagte og dyrkbare marskland.

Lever

Menneskets stædige arbejde med spader, grøfter og sluser, der kontrollerer vandet.

Echo

Et nyt stykke land, vundet fra havet, som nu bærer menneskets plov.

Initiated by

Stormen rejser bølgerne, og havets strømme gnaver af klinterne.

Direction

Fra det grønne, beboede land til den tavse, mørke havbund.

Lever

Naturkræfternes utæmmelige energi, der bryder alle menneskeskabte værn.

Echo

Et tabt landkort, et sandrev, og fortællingen om en ø, der engang var til.

Direction

Mennesket ønsker at bygge en fast dæmning over det lave vand for at redde øen fra isolation og beskytte den mod stormene.

Orders

Mennesket samler sten og jord og påbegynder inddæmningsarbejdet under lavvande.

Implementation

Planen udføres ved Glænøs kyst ved hjælp af fælles arbejdskraft og tunge materialer.

Targets

• [x] Undersøge det lave vand mellem øen og fastlandet
• [x] Samle kampesten og køre ler til kysten
• [f] Færdiggøre dæmningen og sikre vejen for altid

Direction

Glænø ser sit ler skride i vandet og overvejer at lade sig overgive til det store dyb frem for at udstå den evige angst.

Orders

Glænø lader sine skrænter falde og venter på, at den næste efterårsstorm gør en ende på kampen.

Implementation

Planen folder sig ud på kysten, hvor lerklinterne langsomt giver efter for havet.

Targets

• [x] Lade klinterne skride ud ved hvert højvande
• [x] Modstå menneskets tidlige forsøg på at plante strandhvede
• [f] Synke tavst ned i havet og genforenes med Vænø