Skarnbassen
Kejserens hest får guldsko, men da skarnbassen også vil have guldsko, afvises den. I vrede rejser skarnbassen ud i den store verden, hvor den oplever modgang og ydmygelse, før den må sande sin rette plads og vende hjem til stalden.
Det handler om stolthedens fald og skæbnens ironi, hvor den ubetydelige vil ligestilles med kejserens foretrukne hest, blot for at lære sin sande plads i verden at kende.
En lun morgen i den kejserlige stald. Guldsmeden har netop slået funklende guldsko under hovene på kejserens yndlingshest, og staldens beboere ser til med ærefrygt.
Skarnbassen, der indtager en hovmodig position, kryber frem fra skarnet og kræver at få samme hæder som hesten. Men han afvises af staldknægten, mens den indsigtsfulde Kejserhest roligt fortsætter sin faste tjeneste.
Kejserhesten står højt over skarnet med sine nye guldsko, mens Skarnbassen spræller med benene på den kolde staldsten, fornærmet over at blive overset.
Skarnbassen føler sig dybt krænket over, at hans spinkle ben ikke betragtes som lige så værdige til guldsko som hestens store hove, og hans vrede koger under det lille rygskjold.
Efter lang tids flugt og fangenskab i en træsko lykkes det at slippe fri. Stalddøren står åben, og den velkendte duft af halm og hestegødning strømmer ham i møde.
Skarnbassen kryber træt og mørbanket tilbage ind i stalden. Hans ydmygelse is komplet, og da han ser den indsigtsfulde Kejserhest med de skinnende guldsko, må han indse, at hesten bærer skoene for kejserens skyld, og at hans egen plads er i skarnet.
Skarnbassen slår sig ned på ryggen af Kejserhesten og erklærer arrogant, at han kun vendte hjem for at kaste glans over stalden.
Selvom skarnbassen har lært sin lektie, kan hans hovmod ikke undertrykkes helt, og han dækker sin skam under en ny, indbildt storhed.
Uvejret bryder løs over haven. Regnen pisker ned, jorden forvandles til mudder, og de store rosenblade tynges mod jorden af det kolde vand.
Her møder Skarnbassen en hård ydmygelse, da han må søge ly under et vådt rosenblad. Her spilles dramaet ud i en skarp Satire, hvor havens andre smådyr ikke ænser hans stolthed, men lader ham mærke sin sande lidenhed.
Skarnbassen klamrer sig til rosenbladets stilk, mens dråber så store som ham selv truer med at skylle ham ned i mudderet.
Selv i den yderste nød nægter skarnbassen at indrømme sin svaghed, og han raser mod himlen, som om uvejret er arrangeret udelukkende for at genere ham.
Staldvinduet står på klem ud mod den store have. Solen bager, men luften er tung af fugt, og verden udenfor virker uendelig stor og fremmed.
Med såret stolthed iværksætter Skarnbassen sin plan om selvhævelse. Han tager sin hovmodige holdning med sig, forlader stalden i vrede og begiver sig ud på en farefuld rejse for at søge den lykke, han mener at have krav på.
Skarnbassen breder sine små vinger ud og letter fra kanten af staldvinduet, mens han kaster et sidste foragteligt blik tilbage på stalden.
Uden for staldens trygge varme møder han den barske vind, men hans stædige tro på egen storhed driver ham fremad trods den lurende usikkerhed.
Det spottende og bidske, der spidder den oppustede selvfølelse. Enhver replik fra skarnbassen runger af komisk vægtighed, mens den omgivende verden blot ser en lille, ubehagelig bille. Klangbunden er tør, munter og nådesløs over for dårskaben.
Under satiren løber en dyb og melankolsk sandhed om, hvor svært det er for den ringe at forstå sin begrænsning. Det er ikke blot ondskabsfuldt, men også et billede på det menneskelige ønske om at være mere end man er, hvilket giver fortællingen en skarp kant af smerte.
Det, der rammes, er den komiske kontrast mellem skarnbassens store ord og hans faktiske ringhed. Nerven sitrer, når han sidder fast i mudderet eller bindes til en legetøjsbåd, mens han stadig tror, at alt drejer sig om ham.
Eftertanken er den kloge latter, der hænger ved. Man griner af billens tåbelighed, men mærker også et lille stik af genkendelse i hans desperate forsøg på at kræve guldsko i en verden, der kun ser ham som skarn.
En prægtig, hvid ganger med fejende manke og funklende guldsko på sine hove, rolig og værdig.
Hesten står stille og lader sig beslå med guldsko, fuldt bevidst om sit værd og sin pligt.
Selvom den er klog og indsigtsfuld, er den fanget i sin rolle som herskerens prægtige prydgenstand.
Den pruster dæmpet, stamper med en gylden hov og ser roligt på skarnet under sig.
En lille, sortbille med skinnende rygskjold, der spankulerer stolt omkring og tror, hele stalden er til for hans skyld.
Han forlader stalden i vrede og rejser ud i den store verden, fordi staldknægten nægter ham guldsko.
Hans blinde tro på egen storhed gør ham blind for virkeligheden, så han opfatter al modgang som andres misundelse.
Hele hans krop strammes op, når han strækker de små ben ud og fnyser af alt, der ikke yder ham den rette agtelse.
En vild og stormfuld have med våde blade, dybe mudderpøle og piskende regn, der dækker alt.
En flok smådyr, regnvejrssøer og drivende våde rosenblade, som skarnbassen søger ly under.
En barsk lektion i livets realiteter og naturens ligegyldighed over for hovmod.
Tørvejr og den varme, beskyttende atmosfære, som skarnbassen kendte fra staldens trygge dyb.
En herskabelig stald med højt til loftet, duftende halm, gyldne krybber og varme fra hestenes kroppe.
Kejserhest og de værdifulde guldsko i sit spiltov.
Tryghed, foder og en lun tilværelse i skarnet, hvor skarnbassen hidtil har levet herligt.
De gyldne sko for skarnbassen, da de kun er beregnet til den hest, der bærer kejseren.
Stald på hovene af kejserens yndlingshest.
De symboliserer den sande værdighed og status, som adskiller den ædle hest fra det krybende skarn.
Funklende, tunge sko af det reneste guld, der klinger mod staldens sten og lyser op i mørket.
Smedet af kejserens fineste smede, båret af hesten under felttoget, og misundt af skarnbassen, der ville have dem til sine spinkle ben.
En urokkelig tro på sit eget værd og en indbildt ret to guldsko ligesom kejserens yndlingshest.
Kræv det bedste, tål ingen modsigelse, og vend ryggen til enhver, der ikke bøjer sig for dig.
Agten for virkeligheden og de andres sympati, da han kun ser sig selv som verdens sande midtpunkt.
Lysten til at blive ophøjet og få den ydre anerkendelse, som han mener tilkommer hans stand.
En tavs visdom, gyldne sko og en dyb forståelse for forskellen på sandt værd og indbildskhed.
Bær din byrde med værdighed, tjen kejseren trofast, og lad ikke dårskab forstyrre din ro.
Muligheden for at vandre frit, da pligten og de gyldne hove binder ham til kejserens stald og rejser.
Viljen til at udføre sit arbejde med stolthed og bevare sin ophøjede ro trods skarnets uforstand.
Skarnbassen forlader den varme stald i vrede over den manglende anerkendelse.
Processen bevæger sig fra den trygge stald ud i den ukendte, farefulde have og videre mod fremmede egne.
Skarnbassens sårede stolthed og hans urokkelige tro på, at verden skylder ham guldsko.
Træthed, våde vinger og en gradvis erkendelse af, at verden ikke bekymrer sig om en lille bille.
Voldsom regn i haven og mødet med mennesker og dyr, der behandler ham som et simpelt insekt.
Fra den stolte afvisning af andre kryb til den fuldstændige afmagt, da han bindes til en træsko som legetøj.
Virkelighedens barske realiteter, der ubønhørligt knuser hans fantasier om at være kejserhestens ligemand.
En bitter indsigt og en modvillig accept af sin plads i staldens skarn ved rejsens afslutning.
Skarnbassen vil drage ud i verden, vise sin overlegenhed over for alle han møder, og vende hjem i triumf.
Skarnbassen kommanderer sig selv til at ignorere staldknægtens ord, forlade stalden og søge ære i det ukendte.
Planen føres ud i livet ved at flyve ud af staldvinduet og opsøge haven og dens beboere.
Hesten vil bære kejseren gennem farer, holde sig ren og prægtig, og lade sig beslå med guldsko for at ære sin herre.
Stå roligt under beslaglæggelsen, lystr tøjlen under ridtet, og hvil i stalden før næste togt.
Planen udføres i stalden under smedens arbejde og på slagmarken under kejserens kommando.
Includes the play configuration and all staged elements.