Klokkedybet
En kirkeklokke falder fra tårnet ned i Odense Å, hvor Åmanden lytter til dens hemmelighedsfulde klang og menneskehistorier.
Kampen står mellem forgængelighedens tavshed og mindernes evige klang. Klokken repræsenterer den menneskelige ånd og historie, der nægter at forstumme under glemslens bølger, mens Åmanden vogter over den tavse og dybe glemsel.
En voldsom efterårsstorm raser over byen og rusker i kirketårnets bjælkeværk.
Oppe fra det stolte Tårnet løsriver den mægtige Kirkeklokke sig og styrter mod jorden. Den falder direkte ned i Odense Å, hvor det strømmende Vand øjeblikkeligt omslutter den. Den før så ophøjede malmkrop tager nu form som Klokken i sin nye tilstand som Klingende. Dets fald igangsætter en dyb Klingning, der runger gennem vandet og understreger værkets eventyrlige Mystisk tone.
Tårnet ryster, og stormen suser gennem glughullerne. Klokken falder med et drøn, der gennemskærer stormens hylen, og rammer åens overflade med et mægtigt plask. Vandet sprøjter højt op, hvorefter malmet synker til bunds og dækkes af strømmen. Klangen dæmpes, men dør ikke, og en dyb sitren breder sig gennem flodlejet.
Overgangen fra luftens frie højde til vandets mørke dyb, hvor klokkens røst forvandles to en hemmelighedsfuld undervandsmelodi under den Mystisk stemning.
Klokkens klang finder sin faste rytme på bunden af åen, og strømmen falder til ro.
Nede i det mørke flodleje møder vi Åmanden i sin position som Lyttende. Han følger sin plan om Tavshed og afbryder ikke den sunkne klokke. Klokken udfører sin plan om Erindring ved at lade en evig strøm af Historie flyde gennem vandet. Omgivet af den Mystisk stemning forenes den stumme ånd og det syngende malm i en fælles pagt.
Åmanden svæver lydløst over bunden og holder sig tæt to det grønne malm. Klokkens toner stiger op som små, glitrende luftbobler, der bærer billeder af svundne slægter, børns leg og de rige højtider oppe i byen. Vandet fører historierne videre, men Åmanden gemmer dem alle i sit tavse hjerte og lader intet slippe op til menneskene på bredden.
Kontrasten mellem klokkens insisterende minder om det menneskelige liv og Åmandens urokkelige tavshed i det evige Mystisk mørke.
En dæmpet, hviskende og dyb tone, som lyden af rindende vand under isen eller en fjern ringen fra en begravet by. Den taler til det uforklarlige og det, der ligger under overfladen.
Under den rolige overflade af åen og klokkens regelmæssige ringen lurer en kold bevidsthed om alt det, der tabes og glemmes af mennesker, men bevares af naturen og dens ånder.
Det, der rammes, er den pludselige og ubehagelige erkendelse af, at menneskets stolte værker til sidst forgår og opsluges af elementerne. Smerten og skønheden ved at vide, at ens egen historie kun vil blive husket af en stum flodgud.
Eftersmagen af det kolde, mudrede vand og den sitrende vibration af malm i fingerspidserne. En stille hvisken om, at dybet gemmer på mere, end øjet ser.
En stor, grønlig og mosbegroet malmskikkelse på åens bund, der vibrerer blidt, når strømmen rører ved den.
Den klinger i dybet og fortæller historier om menneskelivet, som den så det oppe fra tårnet.
Klokken frygter, at dens toner vil dø ud, og at den vil blive glemt og dækket af mudder og sand.
En dyb, metallisk dirren breder sig gennem vandet og kan mærkes som en svag rystelse i bredden.
En bleg, flydende skikkelse under vandets overflade, med hår som grønne alger og øjne, der spejler stjernerne.
Han driver langsomt med strømmen og lytter til klokkens sang fra bunden af åen.
Åmanden frygter, at hans dybe tavshed brydes, og at menneskets støj vil forstyrre åens fred.
Vandets overflade kruses uroligt, og der høres en dæmpet, hviskende rislen, når han bevæger sig.
En bred, roligt flydende å kantet med siv og piletræer, hvis vand dækker et hemmelighedsfuldt dyb.
Ånden Åmanden, den sunkne Kirkeklokke og det kolde Vand.
Et fristed for tavshed, minder og hemmeligheder langt væk fra byens støj.
Solen og det åbne himmelrum, som klokken engang var en del af oppe i tårnet.
En stejl murstenskonstruktion, der rager op mod himlen, med bjælker af egetræ og åbne glughuller til alle verdenshjørner.
Den store Kirkeklokke, før stormen sendte den i dybet.
Udsigt over hele byen, dens gader, tage og menneskenes daglige færden.
Dybet, mudderet og den hemmelighedsfulde tavshed, som kun findes under åens vand.
Taarnet, hvorfra den hang højt hævet over tagene, før den styrtede ned i Odense Aa.
Den bærer mindet om menneskers bøn, højtider og historiske hændelser i sit hårde malm.
En stor, mørk metalkonstruktion med en tung knebel, der vibrerer voldsomt, når den slås an.
Ophængt i fordums tid i kirketårnet for at ringe solen op og ned, men nu begravet i åens kolde mudder.
Odense Aa, hvor det strømmer uafbrudt fra kilden til fjorden.
Det bærer Åmandens rige og klokkens vibrationer gennem det mørke og flydende dyb.
En klar og strømmende væske, der spejler himlens skyer og træernes blade, men skjuler dybets hemmeligheder.
Det strømmer år ud og år ind, evigt foranderligt, men alligevel altid det samme kolde element, der dækker over fortiden.
En stærk, gennemtrængende vibration, en malmtone og en rigdom af fortællinger fra kirketårnet.
Syng og rung for dybet, hold minderne i live, og lad klangen gennemskære vandets dæmpende strøm.
Forbindelsen til himlen og menneskenes direkte blik, da klangen nu kun når dem som en fjern hvisken.
Trangen til at bevare sandheden og historierne mod glemslen i det mørke vand.
En dyb ro, et skærpet øre for åens strømme og en evne til at rumme århundreders historier.
Vær stille, hør alt, hvad malmet forkynder, og lad de menneskelige stemmer passere forbi som vand.
Muligheden for at dele sit eget væsen med verden, idet han forbliver skjult og tavs i dybet.
Lysten til at forstå tidens gang og menneskenes omskiftelige liv gennem klokkens toner.
Klokkens vibrationer, der frigiver minderne om dem, der engang hørte dens klang.
Fra glemte tider i fortiden til en levende erindring i dybet hos den lyttende ånd.
Klokkens egen erindring om bønner, bryllupper, storme og begravelser.
Billeder og stemninger, der dukker op som bobler i vandet, før de brister mod overfladen.
Vandets strømme, der skubber til klokkens tunge malmkrop på bunden af åen.
Fra den tunge, ubevægelige malmstilhed til en dæmpet, men stærk vibration under overfladen.
Strømhvirvlerne i Vand, der rører ved klokkens knebel og vækker tonerne.
De fjerne, mystiske ringe på vandoverfladen og den sitrende bundgrund, der bærer klangen til Åmanden.
At sende vedvarende vibrationer gennem vandet og vække minderne til live for Åmanden.
Kling med urokkelig malmtone, lad historierne stige op som bobler, og modstå glemslens tunge mudder.
Gennemført ved at lade strømmen slå kneblen mod malmet og holde fortidens sange levende under overfladen.
At forblive skjult under vandet, holde strømmen flydende og lade klokkens toner fylde tomrummet.
Lyt opmærksomt, hold mund, og lad ikke menneskeligt begær eller ord trænge ned i dit våde og tavse rige.
Gennemført ved at svæve ubevægelig nær åens bund og modtage klokkens vibrationer i uforstyrret ro.
Includes the play configuration and all staged elements.