Fra et Vindue i Vartou.

Cue

Klokken slår fra Vartous tårn, og skumringen begynder at fylde den lille stue.

Action

I Stuen sidder Pigen alene med sit minde. Hun åbner den gamle Salmebogen for at fuldføre sin plan om Erindring. Da hun rører ved det tørrede roseblad, indtræder en dyb Tilbageskuen, hvor hun konfronteres med livets Forgængelighed og den kærlighed, der engang var. Hele scenen bæres af en Melankolsk grundtone.

Stage

Pigen lader sine fingre glide over salmebogens slidte sider, indtil hun finder det sted, hvor det visne roseblad ligger gemt. Bladet er tørt og brunt, et stumt vidnesbyrd om en rose, hun modtog i sit livs lyse morgen af sin ungdoms elskede. Hun fører bladet til sine læber, mens tårerne langsomt væder hendes rynkede kind. Hun mindes hans stemme, hans blik og den dag, han blev lagt i graven, mens hun selv blev tilbage under Vartous skygge.

Tension

Smerten over tabet og den dybe trøst, der ligger i at bevare kærligheden ren og trofast trods tidens Forgængelighed under Melankolsk.

Cue

Forårssolen skinner klart over volden, og lyden af spadserende borgere stiger op mod stiftelsens mure.

Action

I den stille Stuen sidder Pigen i sin position som Observatør bag det grønne Vinduet. Hun udfører sin plan om Stille Fred ved at skue ud på Volden, hvor Verden i sin position som Deltager lever sit glade liv. Det vækker en stille Tilbageskuen hos hende, badet i en Melankolsk stemning.

Stage

Pigen læner sit trætte hoved mod vinduesrammen. Udenfor på voldstien spaserer unge piger arm i arm med raske soldater, og børn løber legende gennem græsset. Sollyset rammer det bølgede glas og tegner gitterets mønster på hendes rynkede ansigt. Hun ser dem alle, men ingen ser hende; hun betragter livets forår uden bitterhed, kun med et vemodigt og kærligt blik.

Tension

Kontrasten mellem det pulserende, solbeskinnede forår udenfor og den tavse, skyggefulde stue, hvor tiden står stille under stykkets Melankolsk klang.

Tenor

En stille, hviskende og eftertænksom tone, som lyden af tørre blade, der suser i efterårsvinden, eller det svage suk fra en gammel kvinde, der sidder alene i skumringen.

Undertow

Under den smukke forårsdag på volden lurer den kolde vished om tidens gang og forgængelighed. Det er bevidstheden om, at den unge pige, der i dag ler og spaserer i solen, i morgen vil sidde gråhåret bag gitteret, mens nye slægter går forbi.

Nerve

Det, der rammes, er den pludselige, dybe smerte ved at indse, at ungdommen er flygtet som en drøm. Følelsen af at være efterladt af tiden, mens verden fortsætter sin dans uden at ænse ens ensomme eksistens.

Echo

Eftersmagen af det visne roseblad og den fjerne lyd af voldens glade stemmer. En sagte hvisken om, at kærligheden og mindet er det eneste, der overlever tidens ubarmhjertige strøm.

Projection

En gammel kvinde med milde øjne og sølvhvidt hår, som sidder ubevægelig ved vinduet.

Action

Hun kigger ud af vinduet, stryger over sin gamle salmebog og mindes sin ungdoms kærlighed.

Shadow

Hun frygter, at hendes kæreste minder svinder bort, før hendes eget liv rinder ud.

Tell

Et stille, vemodigt smil og en svag rysten på hånden, når hun rører ved det visne roseblad.

Projection

En skare af muntre unge mennesker, børn og spadserende borgere på den grønne vold.

Action

Den synger, ler og skynder sig af sted uden at skænke det gamle vindue et enkelt blik.

Shadow

Den frygter stilheden og den uundgåelige glemsel, der venter, når lyset svinder hen.

Tell

En larmende summen af stemmer, glade grin og lyden af fjerne skridt mod voldens grus.

Shown

Et enkelt, spartansk indrettet rum med hvidkalkede vægge, en gammel stol og et lille bord ved vinduet.

Holds

Det grønne Vinduet og den slidte Salmebogen i pigens hænder.

Offers

En beskyttende ramme for alderdommens stille stunder, fredelige overvejelser og uforstyrrede tanker.

Withheld

Det pulserende og støjende liv udenfor på volden, som kun kan anes gennem det lukkede glas.

Shown

En solbeskinnet voldsti med lysegrønne træer, græs og glade mennesker, der spaserer under åben himmel.

Holds

De spadserende par, soldaterne og den muntre skare fra Verden.

Offers

Forårets friske luft, solskin, sang og et blik mod Københavns tårne og den åbne horisont.

Withheld

Stilheden, den melankolske ensomhed og bevidstheden om livets forgængelighed, som gemmer sig bag Vartous mure.

Place

Stuen, hvor den ligger klar på det lille bord eller i pigens skød.

Load bearing

Den gemmer på det tørrede, visne roseblad, der fungerer som bogmærke og mindegave fra hendes ungdoms ven.

Apparent

Et slidt, mørkt læderbind med slidte guldkanter og gulnede sider, præget af mange års læsning.

Yearbook

Læst i hver søndag, båret til kirke i ungdommen, og nu et kært eje i alderdommens ensomhed.

Place

Stuen, hvor det tjener som den eneste åbning mod voldens lyse forårsliv.

Load bearing

Det bærer pigens trætte arme, når hun læner sig frem for at skue ud over volden.

Apparent

En slidt træramme med gammelt, bølget glas og et støvet grønt gitter af jern foran.

Yearbook

Det står uforandret år efter år, mens slægter og årstider skifter udenfor på volden.

Has

En rastløs energi, hurtige skridt og øjne, der altid søger mod det næste øjeblik.

Orders

Deltag i legen, følg med strømmen, og stands ikke op for at se bagud eller dvæle ved fortiden.

Loses

Erindringens dybde og den stille ro, som kun findes i tilbageskuen og forsoning med tiden.

Drives

Trangen til at opleve, blive seen og være en del af den store, levende flok på volden.

Has

Et tålmodigt blik, en rolig krop og en dyb indre samling ved vinduesrammen.

Orders

Hold dig i baggrunden, skån dine kræfter, og betragt livets strøm med tålmodighed og mildhed.

Loses

Muligheden for at gribe ind i begivenhederne og mærke den ungdommelige dans på egen krop.

Drives

Trangen til at bevare fortidens minder og finde fred i det, der engang var.

Initiated by

Tidens ubønhørlige gang, årstidernes skiften på volden og det visne roseblad.

Direction

Fra ungdommens friske blomstring til alderdommens visnen og gravens stille glemsel.

Lever

Tiden, der slider på krop og sind, og som forvandler den friske rose til et tørt, brunt blad.

Echo

Erkendelsen af, at jordisk skønhed forgår, men at sjælens kærlighed og trofasthed varer ved.

Initiated by

Pigens blik på verden udenfor eller berøringen af det gamle roseblad i salmebogen.

Direction

Fra den nuværende ensomme alderdom til ungdommens varme minder og kærlighedens glade dage.

Lever

Rosebladet i salmebogen, som vækker erindringen om hendes kære, der nu er død.

Echo

Et stille smil, en dyb fred i sindet og en forsoning med, at alt har sin tid.

Direction

At bevare kærlighedens tegn og genoplive de svundne tider gennem kontemplation.

Orders

Slå op i salmebogen, rør ved det tørrede roseblad og lad tankerne søge mod ungdommens forår.

Implementation

Gennemført ved at have den gamle salmebog liggende i sit skød som et helligt skrin for mindet.

Targets

• [x] Gemt trofast i den gamle Salmebogen
• [x] Oplevet i den stille Stuen
• [x] Erkendt under livets uundgåelige Forgængelighed

Direction

At sidde uforstyrret i sin stue og betragte det ydre liv med mild accept uden selv at deltage.

Orders

Dvæl ved vinduet, bevar den indre stilhed og lad den ydre verdens uro glide forbi.

Implementation

Gennemført ved dagligt at tage plads ved Vartous vindue og lade øjnene hvile på volden.

Targets

• [x] Placeret roligt ved det grønne Vinduet
• [x] Betragt det muntre liv på Volden
• [x] Find freden gennem den stille Tilbageskuen