Tolvte Aften
Månen skinner ind i en prægtig, fornem sal i et stort hus. Her sidder en rig mand alene under en funklende lysekrone. Omgivet af guld og rigdom føler han kun tomhed og en dyb, melankolsk ensomhed. Månen betragter hans tilbageskuen på et liv uden varme og bevarer hans stille sorg i sin erindring, før natten glider videre.
Kampen står mellem den kolde, glimtende rigdom og mandens dybe længsel efter menneskelig varme og ro i livets efterår.
Når skyerne viger, og månen står klart over det store hus.
Højt oppe på himlen træder Maanen frem som Fortaeller. Med sit kolde måneskin belyser den det rige Huset og igangsætter sin Fortaelling, der fylder natten med en Melankolsk klang.
Månens stråler glider over de høje mure og trænger dybt ind i salens mørke hjørner. Huset står tavst, som et monument over forgangen tid.
Spændingen mellem den ophøjede himmel og den kolde tomhed, der hersker i det herresæde.
Når månens stråler rammer krystallysekronen i salens midte.
Nede i salen sidder Manden i sin position som Ensom. Omgivet af fortidens Guld under den kolde Lysekrone reflekterer han over sit liv i en stille Tilbageskuen. Hans plan om Ro udfolder sig under nattens Melankolsk undertone.
Manden sidder med hænderne hvilende på stolens armlæn. Guldet i salens kanti glimter mat i månelyset, mens lysekronens prismer kaster blege skygger på gulvet.
Kontrasten mellem salens overflødige ydre pragt og mandens indre tomhed og ensomhed.
Den særlige tone, som formidler stykkets kerne til beskueren.
Den underliggende spænding, som lurer under forestillingens overflade.
Det følsomme punkt i forestillingen, der rammer beskuerens hjerte.
Eftersmagen af forestillingen, der bliver hængende i tankerne, når lyset er gået ud.
En gråhåret herre i fine klæder, der stirrer tomt frem.
Sidder ubevægelig under lyskronens skær.
Frygter at hans liv vil rinde ud uden varme eller eftermæle.
Sukker dybt og ser tilbage på sine svundne år.
En bleg og lysende skive over skyerne.
Lyser koldt ind gennem de høje vinduer.
Frygter at dens lys blot viser menneskers tomhed.
Fortæller stumt om livets forsvindende glans.
Et mørkt, storslået hus med lukket port og tomme gange.
Det rummer Salen og de many ubeboede stuer.
Tryghed mod verdens ydre støj og kulde.
Gæster, latter og livets glade lyde.
Salen, som det knytter sig til.
Repræsenterer den kolde, materielle rigdom, der ikke kan give varme.
Gyldne rammer og pynt, der glimter i måneskinnet.
Står uberørt af tidens gang i den rige stue.
Salen, som det knytter sig til.
Hænger som en tung og kold krone over den ensomme mand.
En stor krystalkrone med slukkede lys, der fanger måneskinnet.
Hænger uforanderligt i salens midte.
Et tomt hjerte og en sal fuld af skatte.
Søg sandheden i stilheden, og erkend tomheden.
Forbindelsen til andre mennesker og livets enkle glæder.
Længslen efter ro og mening i livets efterår.
Et roligt blik og sandfærdig tale.
Gem hvert øjeblik, der bærer betydning.
Evnen til selv at deltage i livet.
At holde minderne i live.
Månens lys, der rammer den store sals ruder.
Fra den stumme betragtning til fortællingen om ensomhed.
Månelyset og de blide ord.
En hvisken om alt det, rigdom ikke kan købe.
Stilheden i salen og månens kolde lys.
Fra nutidens tomhed to fortidens glemte minder.
Erindringen om uforløste drømme.
Et stille suk, der dør hen i den tomme sal.
Includes the play configuration and all staged elements.