Syttende Aften
Månen stiger op over en stille kirkegård og lyser på en ensom grav. Her sidder en gammel kone med en spade og lægger en fin krans på jorden. I nattens stilhed mindes hun sin afdøde mand med dyb kærlighed og sorg. Månen betragter hendes stille sorg og bevarer det melankolske øjeblik i sin evige fortælling, før skyerne dækker graven.
Kampen står mellem dødens kolde forglemmelse og den gamle kones utrættelige kærlighed, der holder mindet om manden i live.
Når månens lys rammer den ensomme kvinde ved gravstedet.
Nede på kirkegaarden sidder Konen i sin position som Erindrende. Med sin Spade planter hun blomster og lægger en Krans på graven. Hendes plan om Erindring og hendes dybe Sorg udfolder sig under nattens Melankolsk undertone.
Kvinden knæler i det dugvåde græs ved gravstenen. Hendes hænder rører forsigtigt jorden, mens månens kolde stråler oplyser hendes blege ansigt og kransens blomster.
Spændingen mellem gravens kolde virkelighed og den varme, kærlige erindring, der lever i enkens hjerte.
Når nattens mørke falder på, og kirkegården lukkes.
Højt oppe på himlen træder Maanen frem som Fortaeller. Med sit blege måneskin oplyser den de gamle gravsten og begynder sin Fortaelling, der sætter den Melankolsk tone.
Kirkegården står i dyb skygge under de store træer. Månens kolde lys glider over gravstene og kaster lange, hemmelighedsfulde skygger på jorden.
Kontrasten mellem nattens kolde stilhed og den varme, kærlige erindring, der lever i mørket.
Den særlige tone, som formidler stykkets kerne til beskueren.
Den underliggende spænding, som lurer under forestillingens overflade.
Det følsomme punkt i forestillingen, der rammer beskuerens hjerte.
Eftersmagen af forestillingen, der bliver hængende i tankerne, når lyset er gået ud.
En lille, sortklædt kvinde ved en grav.
Lægger blomsterkransen på jorden.
Frygter at hun vil glemme sin mands ansigt.
Tørrer en tåre af kinden under det blege lys.
En bleg skive over kirkegårdens gamle træer.
Lyser mildt på den ensomme kvinde.
Frygter at tidens glemsel vil slette de dødes minde.
Lyser med et blegt, trøstende skær på jorden.
En fredfyldt have med gamle gravsten, skyggefulde træer og stier.
Det rummer Manden i hans grav og den konen ved hans side.
Dyb fred, stilhed og plads til sorg.
Det levende livs støj og dagens travlhed.
Graven, som det knytter sig til.
Bærer hendes sorg og den uendelige kærlighed, der trodser døden.
En fin krans af vilde blomster, der glimter i duggen.
Lægges på graven hver mindedag.
Graven, som det knytter sig til.
Sikrer plejen af graven og jordens bearbejdning.
En slidt have spade med et træskaft, der står i sandet.
Bruges ved forårets og efterårets gravpleje.
En krans, en spade og et hjerte fyldt med minder.
Vogt graven, husk kærligheden, og plant blomster i stilhed.
Den elskedes fysiske nærhed og hverdagens umiddelbare glæde.
Længslen efter at holde båndet til den afdøde i live.
Et roligt blik og sandfærdig tale.
Gem hvert øjeblik, der bærer betydning.
Evnen til selv at deltage i livet.
At holde minderne i live.
Månens blik over kirkegårdens grav.
Fra den tavse sorg to historiens evige erindring.
Månelyset og de blide ord.
En hvisken om kærlighed, der strækker sig ud over døden.
Besøget på kirkegården i nattens stilhed.
Fra savnets smerte til den dybe, fredfyldte erindring.
Kransens duft og spaden i jorden.
Stille tårer, der fugter den mørke jord.
At holde mandens minde i live by at pynte hans grav.
Læg kransen på graven, brug spaden til at plante blomster, og mindes ham.
Gennemført ved at pynte graven med en krans på kirkegaarden.
Includes the play configuration and all staged elements.