Det er Dig, Fabelen sigter til!.

Cue

Mennesket sidder alene i sin stue ved nattetid og læser i en fabelbog.

Action

Hjemme i den lune Stuen sidder Mennesket foran sit pragtfulde Spejl. Han læser muntert fabelens ord og tænker straks på naboens fejl. Men da han ser op mod spejlet, træder Fabelen stumt frem i glasset. Dette øjeblik tvinger mennesket ind i en dyb moralsk Lære, idet masken falder. Scenen forløber under den skarpe, afklarende tone af Satirisk.

Stage

Mennesket sidder i lænestolen med fabelbogen i skødet og griner selvtilfreds. Han rejser sig for at rette på sit tøj foran spejlet, men glasset viser ikke hans ydre pragt; det viser i stedet fabelens kloge ansigt og hans egne skjulte svagheder. Bogen falder ud af hans hænder, og han synker sammen, ramt af den bitre sandhed. Det går endelig op for ham, at ordene var henvendt til ham selv.

Tension

Smerten ved den uundgåelige selverkendelse, hvor den stolte facade bryder sammen i stuens ensomhed under indflydelse af den gennemtrængende Satirisk tone.

Cue

Mennesket vandrer ind i den dybe skov, træt af byens larm og støj.

Action

Ude i den vilde Skoven møder Mennesket, som især optræder som Forfængelig, den mystiske Fabelen. Fabelen indtager sin sande position som Spejl for at indlede sin plan om Vækning. Hun lader sin magiske Fjer dale ned på stien. Dette varsler en kommende Afsløring, båret af forestillingens skarpe Satirisk tone.

Stage

Skovens dybe stilhed brydes kun af menneskets tunge skridt. Han ser fjerens blide flugt gennem luften og bukker sig nysgerrigt ned for at samle den op. Fabelen står stille som en skygge mellem stammerne og betragter ham med et vidende blik. Mennesket mærker en pludselig uro i sit bryst, men ryster det af sig og putter fjeren i lommen, fast besluttet på at bringe den med hjem til sin trygge stue.

Tension

Kontrasten mellem skovens vilde sandhed under den skarpe Satirisk tone og menneskets forfængelige overbevisning om sin egen fejlfrihed.

Tenor

En skarp, legende og bidende undertone, som en munter men alvorlig pegefinger fra en klog iagttager, der trækker på smilebåndet af menneskets blinde hovmod.

Undertow

Under den lette spot lurer en melankolsk sandhed om, hvor vanskeligt det er for mennesket at se sine egne fejl, og hvor hurtigt vi dømmer andre, mens vi skåner os selv.

Nerve

Nerven rammes i det øjeblik, hvor grinet dør ud på menneskets læber, idet det indser, at den fabel, det lige har moret sig over, rammer det selv lige i hjertet.

Echo

Den stille mumlen i stuen efter forestillingen, hvor hver tilskuer må se sig i spejlet og tænke over, om fabelen i virkeligheden talte til ham selv.

Projection

En let og svævende skikkelse indhyllet i poesiens tåger, med øjne der ser lige igennem menneskets forklædninger.

Action

Hun vandrer lydløst gennem verden og taber fjer af sandhed foran menneskenes fødder.

Shadow

Hun frygter at blive glemt eller betragtet som ren og skær underholdning uden nogen dybere betydning.

Tell

Hendes stemme lyder som en fjern hvisken i vinden, og hun efterlader en svag duft af vilde blomster og gammelt papir.

Projection

En stolt og retrygget herre i fine klæder, som går med næsen i sky og sjældent ser ned på jorden.

Action

Han peger fingre ad andres dårskaber og griner højlydt af de historier, han hører, uden at kende sig selv.

Shadow

Han frygter den stund, hvor han må indrømme sin egen svaghed og se sit sande ansigt uden pynt.

Tell

Han retter ustandseligt på sin krave og taler med en overbevisende, selvretfærdig røst.

Shown

En tæt og skyggefuld skov med gamle egetræer, hvor solens stråler kun sjældent trænger igennem kronerne.

Holds

Den svævende Fabelen og den tabte Fjer.

Offers

Et fristed for eftertanke og et mødested mellem det jordiske menneske og poesiens sandhed.

Withheld

Stuens lune tryghed og menneskeskabt forstillelse; i skoven står alt nøgent og sandt.

Shown

Et borgerligt hjem med tunge møbler, bogreoler og det store spejl hængende centralt på væggen.

Holds

Det smukke Spejl og det selvtilfredse Mennesket.

Offers

Et trygt rum for menneskets selvbedrag, hvor han kan læse fabler og tro, de kun handler om naboerne.

Withheld

Den ydre verdens vildskab og den rå sandhed, som fabelen bringer med sig fra skoven.

Place

Skoven, hvor fabelen lader den dale ned, før den føres ind i menneskets stue.

Load bearing

Den bærer fabelens budskab og skærer gennem menneskets forfængelige forsvar som en spids pen.

Apparent

En let, glitrende fuglefjer, der synes ubetydelig, men besidder en pludselig vægt, når den holdes i hånden.

Yearbook

Tabt under fabelens flugt gennem verden, samlet op af mennesket og brugt som et redskab til at skrive og afsløre.

Place

Stuen, hvor det hænger på væggen som en del af menneskets daglige pynt og forfængelighed.

Load bearing

Det bærer det uundgåelige genskær af menneskets sande karakter, når illusionerne brister.

Apparent

En smukt udskåret guldramme med et blankt glas, der oprindeligt kun viser det ydre, men gemmer på sandhedens dybde.

Yearbook

Gennem generationer brugt til at bekræfte menneskets forfængelige tro, indtil fabelens magi tvinger det to at vise virkeligheden.

Has

En stolt mine, et hovmodigt blik og en urokkelig tro på egen fuldkommenhed og fejlfrihed.

Orders

Ignorer fabelens belæringer, peg fingre ad naboens svagheder, og tro altid, at du selv er hævet over kritik.

Loses

Muligheden for at opnå sand visdom og evnen til at se sig selv klart og sandfærdigt.

Drives

Trangen til at bevare sit smukke ydre og beskytte sin skrøbelige selvfølelse mod sandhedens lys.

Has

En fuldkommen klarhed og evnen til at gengive virkeligheden uden omsvøb eller forskønnelse.

Orders

Vis enhver sjæl dens sande skikkelse, og lad ingen slippe fri for sit eget spejlbillede.

Loses

Muligheden for at lyve eller dække over den mindste menneskelige fejl.

Drives

Trangen til at afsløre sandheden og vække det sovende menneske til erkendelse.

Initiated by

Fabelens kloge ord og den magiske fjer, der daler ned foran mennesket.

Direction

Fra den trygge og blinde forblindelse til den pludselige og smertelige erkendelse af egne fejl.

Lever

Fabelens fjer, der ridser i overfladen af menneskets indbildske ro.

Echo

Den rystede selvforståelse og den stille hvisken om, at ingen kan flygte fra sig selv.

Initiated by

Det chokerende blik i spejlet, der tvinger mennesket til at se sig selv i øjnene.

Direction

Fra overfladisk morskab over andres dårskaber til en dyb, personlig ydmyghed.

Lever

Spejlet på væggen, der pludselig nægter at lyve for dets herre.

Echo

Erkendelsen af, at fabelens sigte altid er rettet mod betragteren selv.

Direction

At lede mennesket ad poesiens og sandhedens vej, indtil han ikke længere kan fornægte sit eget spejlbillede.

Orders

Drypt sandhedens fjer i menneskets vej, lok ham ind i refleksionens stue, og lad spejlet tale uden omsvøb.

Implementation

Gennemført ved at udfordre menneskets blinde hovmod med poesiens skarpe vid og den afslørende sandhed.

Targets

• [x] Lad fjerens fald ske i den dybe Skoven
• [x] Konfronter menneskets hovmod i den trygge Stuen
• [x] Fuldbyrd den endelige moralske Lære